lørdag den 30. januar 2010
E-mails
Mailen er min foretrukne kommunikationsform i mit arbejde. Jeg sender mange mails hver eneste dag og modtager endnu flere. Det bedste ved mailen er, at jeg kan sende den, når det passer mig, og modtageren kan svare, når han eller hun har bedst tid. Det giver en enorm frihed og fleksibilitet. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at jeg ikke er til menneskelig kontakt eller ligefrem lider af berøringsangst. Slet ikke. Lige for tiden underviser jeg på et helt fantastisk hold bestående af 60 motiverede unge mennesker, som alle søger job. Det er berigende og spændende. Forud for enhver af mine tekstopgaver ligger der også et møde, hvor vi - kunden og undertegnede - snakker om opgaven. Jeg får skam kontakt med andre levende væsener. Men mailen, det er altså den mest geniale opfindelse i min levetid. Samtidig må jeg jo erkende, at det ikke er alle, som deler min mening. Dem, som ikke er skrivende, eller som ganske enkelt hellere vil snakke/telefonere sig ud af kommunikationen. Et par af mine veninder, eksempelvis. Det er dybt frustrerende for sådan een som mig, når jeg sender en mail med et par spørgsmål, og så får en mail retur - hvis jeg er heldig - med svar på kun et. Eller vi er flere om mailkorrespondancen, og de glemmer at bruge: Svar til alle knappen. Hallloooo, læs dog mailen og kommuniker dig ud af den. Der er mange regler og discipliner for mailen, som bør overholdes for at den virker efter hensigten. Privat som jobmæssigt. Tænk lige over det, næste gang du besvarer en mail eller ti! Og lad så venligst være med at misbruge mailsystemet, det eneste vi får ud af det, er nemlig, at modtagerne ikke længere gider åbne/svare! Tak!
Abonner på:
Opslag (Atom)