mandag den 10. maj 2010

Vietnam

Jeg har lige været på forretningstur til Vietnam. Sikke en oplevelse, af de store. Sikke et kulturelt chok. Der er alt for mange mennesker, på alt for lidt plads. De nærmest myldre rundt, disse små, smukke, sorthårede mennesker. Og de smiler, alle sammen. Alle mine sanser blev sat på overarbejde, hele tiden. De laver mad på gaden, som dufter af søde majs, ris og krydderier, de smider med deres affald, kører larmende scootere iført masker og hjelme, tuder i bilernes horn konstant, og de sælger farvestrålende silkevarer og bambusting på ethvert gadehjørne. Alle har et arbejde, nogle samler affald, klipper græs med håndsakse, cykler turister rundt i gaderne, sælger alt mellem himmel og jord fra en vogn eller en 5 m2 butik, serverer eller bygger eller ... alle knokler de, i mange timer hver dag, for en meget lav løn. De er lykkelige. De er venlige. Tilfredse. Jeg er imponeret. Hold da op, hvor har vi meget af lære af dem!
Heldigvis for oplevelseskontoen, uheldigvis for budgetkontoen, kom en vis sky i vejen for flytrafikken, og jeg var nødt til at blive i Vietnam 10 ekstra dage. Dagene blev vekslet til et wellness ophold på luksushotel, massage, svømmeture, cocktails, manicure, gourmetmad, meditation, træning, fred og ro. To sider af samme Vietnam. Fantastisk.