Her får I lige en sød historie fra det virkelige liv...
Forleden aften gik min mand og jeg en tur med vores små hunde. Ved et T-kryds i nærheden af vores bopæl hilser vi på en af vores sønners kammerat i bil. Umiddelbart herefter lyder der en sjov lyd, som om noget blev tabt. Jeg holder begge hunde og min mand går tilbage til krydset for at se, om det var kammeraten, der havde tabt noget fra bilen. Mens jeg står der på fortovet og spejder efter ham, kommer to piger over vejen. De går med hinanden i den ene hånd og en mobil i den anden hånd. De går forbi mig og kigger på mig. Jeg tænker, at de godt kunne være gået udenom hundene - i stedet går jeg ud på kørebanen, for at de kan komme forbi. De vender om, går tilbage til mig og visker: Ham der, er han ikke lidt uhyggelig? Peger på min gemal og fortsætter: Er du bange for ham? Der går et par sekunder inden jeg fatter budskabet. Smiler til dem og siger: Nej, det er min mand. Forklarer dem situationen. De smiler til mig, går tilbage over vejen, slipper hinandens hænder og ligger mobilerne i lommerne.
Jeg står lidt og venter. Bliver blød om hjertet, sikke en omsorg fra så unge piger. Fortæller min mand, at han ser uhyggelig ud! Han svarer: Det var da dem, som var bange....
Nå, ja, måske, men jeg vil nu alligevel have lov til at tro på omsorgen for en alene, gammel kone som mig.
Og lyden, det var en tabt cykel fra en anden bil og der skete heldigvis ingen materiel skade - kun skade på min mands selvopfattelse :-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar