Sommerferie

Pyhhaaa, et spændende og travlt forår er gået - og det er gået godt. Savnet af de kunder, som har sparet mit arbejde væk i krisens løb, er stadig stort, og efterlader både et tomrum i mit indre og i min kalender. Til gengæld er der tilført min lille virksomhed nye, dejlige og spændende kunder med anderledes opgaver og udfordringer. Skønt. Lad aldrig en god krise gå til spilde, sagde en klog m/k engang - og det har jeg efterlevet.
Sommerferien står lige uden for døren og venter på mig. Jeg skal bare lige.... inden der kan slappes helt af. Jeg skal have ryddet op på skrivebordet - både det fysiske og det elektroniske. Der skal afsluttes regnskab, laves momsopgørelse, kigges på kilometertælleren, tages sikkerhedskopier, slettes mails og ubrugelige dokumenter, ajourføres planer over salgsarbejdet osv. osv. Hårdt arbejde ;-), men der bliver altså også lige tid til en time på terrassen med avisen og en kop kaffe.
Ha' en rigtig dejlig og afslappende sommer.
Vi ses igen til august ...

Vietnam

Jeg har lige været på forretningstur til Vietnam. Sikke en oplevelse, af de store. Sikke et kulturelt chok. Der er alt for mange mennesker, på alt for lidt plads. De nærmest myldre rundt, disse små, smukke, sorthårede mennesker. Og de smiler, alle sammen. Alle mine sanser blev sat på overarbejde, hele tiden. De laver mad på gaden, som dufter af søde majs, ris og krydderier, de smider med deres affald, kører larmende scootere iført masker og hjelme, tuder i bilernes horn konstant, og de sælger farvestrålende silkevarer og bambusting på ethvert gadehjørne. Alle har et arbejde, nogle samler affald, klipper græs med håndsakse, cykler turister rundt i gaderne, sælger alt mellem himmel og jord fra en vogn eller en 5 m2 butik, serverer eller bygger eller ... alle knokler de, i mange timer hver dag, for en meget lav løn. De er lykkelige. De er venlige. Tilfredse. Jeg er imponeret. Hold da op, hvor har vi meget af lære af dem!
Heldigvis for oplevelseskontoen, uheldigvis for budgetkontoen, kom en vis sky i vejen for flytrafikken, og jeg var nødt til at blive i Vietnam 10 ekstra dage. Dagene blev vekslet til et wellness ophold på luksushotel, massage, svømmeture, cocktails, manicure, gourmetmad, meditation, træning, fred og ro. To sider af samme Vietnam. Fantastisk.

Frivillige

Jeg er blevet valgt ind i bestyrelsen for Kvindehuset - Kolding Krisecenter. Tillykke med det, tænker du sikkert som læser. Og tak for det. Jeg er faktisk en smule stolt over min nye post. Stolt, fordi en del frivillige ildsjæle har tillid til, at jeg kan bidrage med noget fra min bestyrelsesstol, og derfor gav mig en stemme, og stolt, fordi jeg giver noget af min kostbare tid til et formål, som jeg selv synes er fornuftigt. Gid der var flere frivillige sjæle i Danmark, som på den ene eller anden måde vil spendere noget tid på at hjælpe dem, som har mest brug for det. Frivilligt arbejde bør blive en del - stor eller lille - af os alle. Vi skal på ingen måde konkurrere med lønnet arbejdskraft, men sådan som vores offentlige kasser mangler midler, er vi nødt til at give en hånd med. Nogle vælger at bidrage med tid til sporten, til de ældre, til de svage, til de fremmede eller noget helt andet - nogle vælger at gøre det socialt, omsorgsfuldt og andre vælger, som jeg, at gøre det fagligt. Vi har alle noget at bidrage med og alt kan bruges et eller andet sted, i en eller anden forening. Hvis du ikke ved, hvor du skal henvende dig, så prøv i Kolding Frivilligcenter - der ved de, hvad der foregår overalt og hvor du kan bidrage med din energi og dit potentiale. Velkommen til flere frivillige... og gerne flere unge af slagsen :-)

De unge ledige

For tiden har jeg den store fornøjelse af undervise unge i kommunikation gennem konsulentfirmaet Ramsdal. Unge, som er ledige. De stakler, tænker jeg ofte. Ikke kun fordi de skal være sammen med mig i 5 timer om dagen, flere dage om ugen, men også fordi de er tvunget til at blive underholdt eller placeret hos os. Mange af dem har endda følelsen af at være overvåget, hvilket jo er helt korrekt, og at være kastebold mellem flere systemer, hvilket jo er lige så korrekt. Jeg synes ikke, at vi som samfund behandler dem pænt ved at behandle alle over samme kam. Hvad blev der af individualiteten? Ved sandelig godt, at der findes unge - og ældre - som ikke gider arbejde eller som har nogle vanskeligheder ved at tilpasse sig arbejdsmarkedet. Men det er altså de færreste. Langt de fleste vil meget gerne have et job, og de er hverken kritiske eller besværlige - de er blot ramt af krisen.
Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan. Giver dem gode værktøjer, hjælper dem med at lægge planer og lærer dem en del om god kommunikation. Men vi kan desværre ikke skabe jobs til dem. Hvor gerne vil end ville. Lad isen smelte, så i det mindste håndværkerne kan komme igang, og lad foråret føre til mere aktivitet i det hele taget, så vi kan få de unge tilbage, hvor de hører hjemme. På arbejdsmarkedet - så de kan bidrage til min pension. Tak!

E-mails

Mailen er min foretrukne kommunikationsform i mit arbejde. Jeg sender mange mails hver eneste dag og modtager endnu flere. Det bedste ved mailen er, at jeg kan sende den, når det passer mig, og modtageren kan svare, når han eller hun har bedst tid. Det giver en enorm frihed og fleksibilitet. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at jeg ikke er til menneskelig kontakt eller ligefrem lider af berøringsangst. Slet ikke. Lige for tiden underviser jeg på et helt fantastisk hold bestående af 60 motiverede unge mennesker, som alle søger job. Det er berigende og spændende. Forud for enhver af mine tekstopgaver ligger der også et møde, hvor vi - kunden og undertegnede - snakker om opgaven. Jeg får skam kontakt med andre levende væsener. Men mailen, det er altså den mest geniale opfindelse i min levetid. Samtidig må jeg jo erkende, at det ikke er alle, som deler min mening. Dem, som ikke er skrivende, eller som ganske enkelt hellere vil snakke/telefonere sig ud af kommunikationen. Et par af mine veninder, eksempelvis. Det er dybt frustrerende for sådan een som mig, når jeg sender en mail med et par spørgsmål, og så får en mail retur - hvis jeg er heldig - med svar på kun et. Eller vi er flere om mailkorrespondancen, og de glemmer at bruge: Svar til alle knappen. Hallloooo, læs dog mailen og kommuniker dig ud af den. Der er mange regler og discipliner for mailen, som bør overholdes for at den virker efter hensigten. Privat som jobmæssigt. Tænk lige over det, næste gang du besvarer en mail eller ti! Og lad så venligst være med at misbruge mailsystemet, det eneste vi får ud af det, er nemlig, at modtagerne ikke længere gider åbne/svare! Tak!

Blog bare

Jeg er efterhånden ret øvet i at huske min blog. I starten var det bare noget, som jeg skulle skrive på, fordi andre ligesom forventede af mig, at jeg havde sådan en blog. Nu er det blevet en god vane, at jeg skriver (mindst) hver måned om det, som rører sig i min hverdag og især i min arbejdsdag. Svært er det, at skulle sortere i historierne. Mest fordi jeg jo ikke kender modtageren/læseren/dig. Det er helt nyt for mig, at skulle skrive til en ukendt målgruppe - som måske ikke engang kan kaldes for en gruppe! Derfor kan det også let blive lidt egocentreret, fordi det mest ligner skriverier for min egen skyld og uden fokus på dig. Men sådan er det altså i blogverden. En vej ind i min og andres verden. Håber du alligevel får en god oplevelse, selvom vi måske ikke kender hinanden - endnu.
Nå, men jeg ville også bare lige fortælle dem, som selv har en blog eller som kunne tænke sig en blog, at der er smadder god hjælp af finde på: www.blogguiden.blogspot.com
En letfordøjelig guide, skrevet af min vidunderlige veninde, Mia. Gennem den har jeg lige lært at sætte en tæller på min blog, så jeg i det mindste kan se, hvor mange læsere/besøgende jeg har!
Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk år 2010.

Uventet omsorg eller ...

Her får I lige en sød historie fra det virkelige liv...
Forleden aften gik min mand og jeg en tur med vores små hunde. Ved et T-kryds i nærheden af vores bopæl hilser vi på en af vores sønners kammerat i bil. Umiddelbart herefter lyder der en sjov lyd, som om noget blev tabt. Jeg holder begge hunde og min mand går tilbage til krydset for at se, om det var kammeraten, der havde tabt noget fra bilen. Mens jeg står der på fortovet og spejder efter ham, kommer to piger over vejen. De går med hinanden i den ene hånd og en mobil i den anden hånd. De går forbi mig og kigger på mig. Jeg tænker, at de godt kunne være gået udenom hundene - i stedet går jeg ud på kørebanen, for at de kan komme forbi. De vender om, går tilbage til mig og visker: Ham der, er han ikke lidt uhyggelig? Peger på min gemal og fortsætter: Er du bange for ham? Der går et par sekunder inden jeg fatter budskabet. Smiler til dem og siger: Nej, det er min mand. Forklarer dem situationen. De smiler til mig, går tilbage over vejen, slipper hinandens hænder og ligger mobilerne i lommerne.
Jeg står lidt og venter. Bliver blød om hjertet, sikke en omsorg fra så unge piger. Fortæller min mand, at han ser uhyggelig ud! Han svarer: Det var da dem, som var bange....
Nå, ja, måske, men jeg vil nu alligevel have lov til at tro på omsorgen for en alene, gammel kone som mig.
Og lyden, det var en tabt cykel fra en anden bil og der skete heldigvis ingen materiel skade - kun skade på min mands selvopfattelse :-)