Blog bare

Jeg er efterhånden ret øvet i at huske min blog. I starten var det bare noget, som jeg skulle skrive på, fordi andre ligesom forventede af mig, at jeg havde sådan en blog. Nu er det blevet en god vane, at jeg skriver (mindst) hver måned om det, som rører sig i min hverdag og især i min arbejdsdag. Svært er det, at skulle sortere i historierne. Mest fordi jeg jo ikke kender modtageren/læseren/dig. Det er helt nyt for mig, at skulle skrive til en ukendt målgruppe - som måske ikke engang kan kaldes for en gruppe! Derfor kan det også let blive lidt egocentreret, fordi det mest ligner skriverier for min egen skyld og uden fokus på dig. Men sådan er det altså i blogverden. En vej ind i min og andres verden. Håber du alligevel får en god oplevelse, selvom vi måske ikke kender hinanden - endnu.
Nå, men jeg ville også bare lige fortælle dem, som selv har en blog eller som kunne tænke sig en blog, at der er smadder god hjælp af finde på: www.blogguiden.blogspot.com
En letfordøjelig guide, skrevet af min vidunderlige veninde, Mia. Gennem den har jeg lige lært at sætte en tæller på min blog, så jeg i det mindste kan se, hvor mange læsere/besøgende jeg har!
Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk år 2010.

Uventet omsorg eller ...

Her får I lige en sød historie fra det virkelige liv...
Forleden aften gik min mand og jeg en tur med vores små hunde. Ved et T-kryds i nærheden af vores bopæl hilser vi på en af vores sønners kammerat i bil. Umiddelbart herefter lyder der en sjov lyd, som om noget blev tabt. Jeg holder begge hunde og min mand går tilbage til krydset for at se, om det var kammeraten, der havde tabt noget fra bilen. Mens jeg står der på fortovet og spejder efter ham, kommer to piger over vejen. De går med hinanden i den ene hånd og en mobil i den anden hånd. De går forbi mig og kigger på mig. Jeg tænker, at de godt kunne være gået udenom hundene - i stedet går jeg ud på kørebanen, for at de kan komme forbi. De vender om, går tilbage til mig og visker: Ham der, er han ikke lidt uhyggelig? Peger på min gemal og fortsætter: Er du bange for ham? Der går et par sekunder inden jeg fatter budskabet. Smiler til dem og siger: Nej, det er min mand. Forklarer dem situationen. De smiler til mig, går tilbage over vejen, slipper hinandens hænder og ligger mobilerne i lommerne.
Jeg står lidt og venter. Bliver blød om hjertet, sikke en omsorg fra så unge piger. Fortæller min mand, at han ser uhyggelig ud! Han svarer: Det var da dem, som var bange....
Nå, ja, måske, men jeg vil nu alligevel have lov til at tro på omsorgen for en alene, gammel kone som mig.
Og lyden, det var en tabt cykel fra en anden bil og der skete heldigvis ingen materiel skade - kun skade på min mands selvopfattelse :-)

Læselast

Jeg har en last - nå ja måske flere - men især er jeg vild med bøger. Jeg elsker at læse, at fordybe mig i en historie, trække mig helt ind i en anden verden og bare lade mig føre med i handlingen. Derfor elsker jeg også at eje bøger. Jeg kan ikke gå forbi en boghandel. Må simpelthen bare lige kigge indenfor. Det ender som regel med køb. Nu har jeg så nået mit maks for reolmeter og jeg nænner ganske simpelt ikke at gemme bøger væk på loftet. Derfor er jeg blevet en flittig bruger af biblioteket. Surfer på bibliotekets side over interessante forfattere, emner eller genrer, hvorefter jeg reservere dem, klar til afhentning. Det er en gave. Tænk, at det kan være så nemt at hente det ene læs bøger efter det andet. Og det koster mig ikke en krone. Skønt.
Fagbøger og selvhjælpsbøger kommer også ofte i posen. Det er skønt at følge med i, hvad der sker ude omkring, få råd og vejledning til mit privatliv, mit arbejdsliv og dermed til mine kunder. Men den sjoveste i nyere tid, har jeg lige ædt: Den stensikre vej til fiasko af Hanne Feldthus. En helt igennem skøn og lærerig bog om, hvordan man ikke skal gøre, og så er den skrevet med en meget humoristisk pen. En anbefaling værd og som hun skriver: Læs den før dine kolleger! Bare kom igang.

Mobil hysteri

Nu har medierne - og politiet - igen fokus på alle dem, som taler i håndholdte mobiler mens de kører bil. Og med rette. Det er simpelthen en hurtigt voksende tendens. På trods af, at de fleste mobiler i dag sælges med en lille ledning til at forbinde mobilen med ørerne. Det kan jo være livsfarligt, for alle, at færdes i trafikken sammen med alle dem, som koncentrere sig mere om samtale / sms end om kørsel. Ikke et ord om multi tasking! Er det et spørgsmål om manglende dannelse eller blot personers selvopfattelse - jeg er så vigtig, at alle skal kunne komme i kontakt med mig uanset hvor jeg befinder mig og uanset hvad jeg iøvrigt laver? Lad os indføre flere steder, hvor vi kan få fred. Det er jo allerede bandlyst i biografen, teatret, kirken og på fodboldbanen. Her hos os er det også forbudt ved middagsbordet. Hver ting til sin tid.
Forleden var jeg ved at køre en 7-årig dreng ned i et højresving, fordi han passerede gaden uden at se sig for, mens han gik og sludrede i sin mobil. Dagen forinden så jeg en mandlig cyklist falde ned på stangen, da han både skulle svare sin telefon, styre indkøbsposer og holde balancen. Tror han slog sig, meget. Måske skal fokus udvides til at gælde "håndholdte mobiler hos personer, som er i bevægelse"? Sluk dog mobilen og slap af - nyd samtalen, der hvor den hører hjemme!

En næsten helt almindelig fredag

Så er endnu en helt fantastisk ferie forbi og hverdagen godt igang.
I dag sov jeg for længe - alt for længe. Natten igennem havde min underbevisthed tumlet med at sætte alle mine aktiviteter i system. Det måtte være derfor, jeg sov for længe. Smed min stive krop ud af sengen og direkte ind under bruseren, mens jeg atter engang satte system i tankerne. Morgenmaden blev indtaget over dagens nyheder, pc'en tændt mens kaffen gled ned i store veltilpasse slurke. To artikler blev hurtigt redigeret - skønne tilfredse kunder blev hyldet, mens et par mails blev besvaret og telefonens kimen kvalt. Et interview gennemført, artiklen skrevet og sendt til korrektur inden jeg drejede BMW'en mod Fakta. Da adskillige poser med madvarer var placeret bag køleskabets låge, blev der skurret badeværelse, sat en maskinvask igang og en anden hængt ud på snoren, støvsugeren kørt i stilling og ryddet op i bunker af aviser og andet reklame. Derefter et hurtigt skift til malertøj, tre vinduer slibes ned og males og en væg klargøres til tapet. Da jeg veltilfreds står over kogegryderne for at tilberede et dejligt måltid til familien, kommer mine sønner ind ad døren og manden råber samtidig fra soveværelset, hvor han har tilbragt dagen - med undtagelse af et utal af besøg på toilettet:
- Kan jeg da for f.... ikke snart få lidt ro?!!!!!!
Drengene ser vredt på mig, ryster let på hovedet og forsvinder til første salen med et grynt.
Jeg stiller forsigtigt, meget forsigtigt, tallerkenerne på bordet og beslutter mig for at sove længe i morgen. Meget længe.

Info-diæt og BMI

Bikinitiden er over os. Det betyder - for mange af os - at vi tæller kalorier, fedtprocenter og forsøger at trimme vores krop. Vi faster. Ikke blot for at tilpasse kroppen dette lille stykke beklædning, som vi ifører os i sommervarmen, men også for at tilpasse vores indre forståelse af, at vi får det bedre, når vores BMI tal passer med normen for - i min situation - en kvinde i sin bedste alder.
For mig betyder sommeren også, at jeg medie-faster. Jeg gider ikke fyldes med andre nyheder, end den vejrudsigt, som melder sol og varmegrader over de 25. Jeg gider ikke læse om kriser og fyringer, gider ikke høre om politisk spin eller drivhuseffekter, gider ikke tænke på kommunale budgetter og spareplaner. Jeg vil nyde min ferie i fred og ro, bruge løs af mine sparepenge og drikke mere vin end jeg plejer. Jeg slukker radio og tv, giver avisen til genbrugsstationen og smider mig på terrassen med en god skønlitterær bog og min elskede i-pod i ørerne fyldt med den musik, som jeg holder mest af. Det er jo sommer. Det er frihed.
Min info-diæt gør ikke meget for mit BMI tal, men den gør enorm meget for min indre skønhed og velbefindende.
Rigtig god sommer til jer alle!

Et net med mange huller

Alle siger det, nogle mener det og flere gør det faktisk. Netværker.
Jeg arbejder lige nu på at kommunikere min egen historie. Det er nu slet ikke så nemt, at skulle tage egen medicin. Det burde det jo være, for jeg lever af at fortælle andres gode historier, men det er altså straks en helt anden sag, når det handler om mig selv og min egen lille virksomhed. Derfor beder jeg om gode råd hist og pist, og det jeg hører ofte, er rådet om netværk. - Du skal netværke. - Du skal melde dig ind her og der. - Du får en enorm kontaktflade og adgang til andres kunder og forbindelser osv. osv.
Ja, ja, det er godt med jer og helt sikkert velment. Men jeg er altså ikke "sælgertypen" - hvis jeg var det, så levede jeg af at sælge. Jeg lever af at kommunikere andres gode historier og gøre dem autentiske i forhold til virksomhedens visioner og værdier. Det er det, som jeg er god til, og knap så god til at sælge i et netværksforum. Har skam prøvet, har været med til mange gode møder som gæst. Men det er altså ikke der, jeg får mest valuta for mine markedsføringskroner, som iøvrigt er ganske få. Netværksgrupper er faktisk en dyr fornøjelse og set fra min kontorstol, så er de fleste net fyldt med huller.
Jeg er derfor stadig lydhør - søger videre efter spændende forslag til markedsføring af min gode historie - alt imens jeg dyrker mine egne små private netværk, som kun koster mig en kop kaffe.

Dem, der bliver tilbage

Der er masser af fokus på afskedigede medarbejdere i disse tider. Også her hos mig. Masser af kroner bruges - og tjenes - på at give de tidligere kolleger en værdig fratrædelse. Vejledning i at være ledig eller rådgivning i at komme videre. De virksomheder, hvor den slags er hjerteligt ment, fortjener et godt image og fortjener at få de gode medarbejdere tilbage igen, når bedre tider følger.
Men, men, men. Husk nu også de medarbejdere, som bliver tilbage. Giv dem fokus samtidig. Det skal ikke være et enten eller, men et både og.
Jeg møder mange dejlige mennesker, som sætter stor pris på deres job og som er lettede over, at de ikke er fyrede. Endnu.... for det er ofte den tanke, som de slås med i hverdagen. Endnu? Utrygheden. Samtidig slås mange med frustrationer over, at de skal sige farvel til gode kolleger men ikke samtidig tillader sig, at fejre deres egen sejr over krisen. De holder lav profil, ingen brokkerier eller skæve ideer i en tid, hvor ingen kan føle sig sikker. De forsøger at gemme sig! Og det fører i hvert fald ingen steder hen.
Der er meget arbejde endnu, kære virksomhedsledere, med at give trygheden og fællesskabet tilbage og sætte fokus på dem, som i fremtiden skal bringe virksomheden videre. Giv nu også business-omsorg til "den stille pige i klassen"! "Hun" bliver tilbage og trækker læsset videre - "hun" har også fortjent det!

Jeg kan forsikre dig for ...

Endnu engang er der store fyringsrunder i Danmark. Synd for dem, som bliver ramt af afskedigelserne og de følgende konsekvenser. Godt for konsulenter som mig, der blandt andet lever af coaching og rådgivning.
Blandt de mange dejlige og arbejdsomme mennesker, som jeg gennem tiden har talt med, er der en fælles frustration: Bliver vi "sendt ud"? (Læs "tvunget ud")
Ikke sådan at forstå, at disse dejlige mennesker ikke gider arbejde, tværtimod, de vil bare gerne selv have tid til at finde deres nye hylde. Nu ser arbejdsmarkedet jo ikke særlig positivt ud for øjeblikket, så chancen - eller risikoen om man vil - for at blive tvunget ud i et uønsket arbejde, er ikke særlig stor, men alligevel er det noget, som gør de fleste usikre og utrygge. Et pres.
Jeg undres over, at vi har givet systemet sådan en magt. Et system, som er bygget op over en frivillig forsikring - A-kassen. En forsikring, som vi selv har indbetalt til, for manges vedkommende gennem mange år, og et forsikringssted, hvor vi gerne vil betragtes som en kunde og med en kundes rettigheder - og ikke blot forpligtelser. En forsikring, hvor vi forventer hjælp og støtte i det omfang, som vi har brug for det. Ikke en masse politiske skrivebordsregler, som selv den bedste A-kasse- eller jobcenter medarbejder ikke er i stand til at omforme til en individuel omsorgsbehandling af ledige, autoritetstro forsikringstagere, der fuldstændig uforskyldt er havnet i en forfærdelig situation og derfor har brug for deres forsikring.

F-ordet

Det danske ordforråd har i lang tid indeholdt et udenlandsk F-ord. Et Fy-ord. Et nyt kom til i efteråret, nemlig F-inanskrise. FY!
Firmaer klipper ordet ud af aviser, udgiver klistermærker med "NEJ til F-ordet" og vender det blinde øje til. Kendisser udtaler sig om manglende effekt af F og maner til besindighed. Journalisterne skriver og kommenterer dag ud og dag ind om dårlige tider, fyringer, underskud og bankpakker, som ingen gider åbne. En selvforstærkende spiral, mener mange.
Ja, mit lille firma har skam også mærket effekten. Ordrer er halveret hos nogle kunder, mens andre har behov for mere rådgivning og sparring. Det er ikke sådan, at jeg fortrænger virkeligheden, den kan skam godt virke lidt truende. Men men men. Lad os nu - på godt jysk - få benene ned i mulden igen, sætte tæring efter næring og få gang i verdenshjulene med positive tanker og fremsynethed. Brems op, skru bakspejlet af og puds forruden. F-remad.
Lad journalisterne skrive positive historier eller lad de mange nye skribenter komme til orde, som har gode historier at fortælle. Hvorfor skal det være forbeholdt kendisser at skrive bøger, artikler i magasiner, brevkassesvar osv. Vi almindelige borgere har også en del på hjertet, og vi er også herude i virkeligheden - eller det de kalder samfundet.
Hurra for bloggen. Her kan jeg (og alle andre) få afløb for F-rustrationerne.

Indsigt eller udsigt

Udsigten fra min arbejdsplads i privaten er skøn. Lige hen over min terrasse og naboens have mod skovens trætoppe. Gennem den åbne dør kan jeg få naturen helt ind i rummet og nyde dufte, lyde og vejrets skiften. Inspirerende!
Desværre må jeg indrømme, at Danmarks klima har måneder på året, hvor min udsigt er mindre skøn end andre. De her kedelige dage, hvor alt ligesom er forbeholdt de grå toner på paletten. Det eneste grønne er algerne på mure og fliser, der hvor vi mindst ønsker det. Folket fylder deres drivhuse med havemøbler og legesager i stedet for at lade dejlige planter overvintre. Terrasser bliver ribbet for møbler og potter, som ikke kan tåle vinteren, i stedet for at plante stedsegrønt, løg eller sætte lidt udendørs kunst frem. Skovstier og fortove flyder med affald og grusrester fra de dage, hvor der blev strøet mod frosten, i stedet for lige at fange kosten og få skidtet fjernet. Det behøver ikke vente på foråret. Effekten hos de fleste af os er, at vi går i hi indendørs, i stedet for at hjælpe naturen lidt.
I min iver efter at fortrænge den kedelige udsigt, hiver jeg gardinerne for inden mørket samler sig, tænder levende lys og kravler under plaiden med den friskbryggede kaffe, en god bog og lidt dansk-hygge-mad. Jeg søger ind.
Stor er min forskrækkelse, da jeg ser mit eget spejlbillede... Selvindsigt eller selvkrititk? Valget bliver mellem en løbetur udendørs eller en tur på båndet indendørs! Og så måske et besøg hos min søde frisør! Det bliver mit bidrag til forskønnelse - inde som ude - i denne omgang :-)