lørdag den 30. januar 2010

E-mails

Mailen er min foretrukne kommunikationsform i mit arbejde. Jeg sender mange mails hver eneste dag og modtager endnu flere. Det bedste ved mailen er, at jeg kan sende den, når det passer mig, og modtageren kan svare, når han eller hun har bedst tid. Det giver en enorm frihed og fleksibilitet. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at jeg ikke er til menneskelig kontakt eller ligefrem lider af berøringsangst. Slet ikke. Lige for tiden underviser jeg på et helt fantastisk hold bestående af 60 motiverede unge mennesker, som alle søger job. Det er berigende og spændende. Forud for enhver af mine tekstopgaver ligger der også et møde, hvor vi - kunden og undertegnede - snakker om opgaven. Jeg får skam kontakt med andre levende væsener. Men mailen, det er altså den mest geniale opfindelse i min levetid. Samtidig må jeg jo erkende, at det ikke er alle, som deler min mening. Dem, som ikke er skrivende, eller som ganske enkelt hellere vil snakke/telefonere sig ud af kommunikationen. Et par af mine veninder, eksempelvis. Det er dybt frustrerende for sådan een som mig, når jeg sender en mail med et par spørgsmål, og så får en mail retur - hvis jeg er heldig - med svar på kun et. Eller vi er flere om mailkorrespondancen, og de glemmer at bruge: Svar til alle knappen. Hallloooo, læs dog mailen og kommuniker dig ud af den. Der er mange regler og discipliner for mailen, som bør overholdes for at den virker efter hensigten. Privat som jobmæssigt. Tænk lige over det, næste gang du besvarer en mail eller ti! Og lad så venligst være med at misbruge mailsystemet, det eneste vi får ud af det, er nemlig, at modtagerne ikke længere gider åbne/svare! Tak!

mandag den 14. december 2009

Blog bare

Jeg er efterhånden ret øvet i at huske min blog. I starten var det bare noget, som jeg skulle skrive på, fordi andre ligesom forventede af mig, at jeg havde sådan en blog. Nu er det blevet en god vane, at jeg skriver (mindst) hver måned om det, som rører sig i min hverdag og især i min arbejdsdag. Svært er det, at skulle sortere i historierne. Mest fordi jeg jo ikke kender modtageren/læseren/dig. Det er helt nyt for mig, at skulle skrive til en ukendt målgruppe - som måske ikke engang kan kaldes for en gruppe! Derfor kan det også let blive lidt egocentreret, fordi det mest ligner skriverier for min egen skyld og uden fokus på dig. Men sådan er det altså i blogverden. En vej ind i min og andres verden. Håber du alligevel får en god oplevelse, selvom vi måske ikke kender hinanden - endnu.
Nå, men jeg ville også bare lige fortælle dem, som selv har en blog eller som kunne tænke sig en blog, at der er smadder god hjælp af finde på: www.blogguiden.blogspot.com
En letfordøjelig guide, skrevet af min vidunderlige veninde, Mia. Gennem den har jeg lige lært at sætte en tæller på min blog, så jeg i det mindste kan se, hvor mange læsere/besøgende jeg har!
Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk år 2010.

mandag den 16. november 2009

Uventet omsorg eller ...

Her får I lige en sød historie fra det virkelige liv...
Forleden aften gik min mand og jeg en tur med vores små hunde. Ved et T-kryds i nærheden af vores bopæl hilser vi på en af vores sønners kammerat i bil. Umiddelbart herefter lyder der en sjov lyd, som om noget blev tabt. Jeg holder begge hunde og min mand går tilbage til krydset for at se, om det var kammeraten, der havde tabt noget fra bilen. Mens jeg står der på fortovet og spejder efter ham, kommer to piger over vejen. De går med hinanden i den ene hånd og en mobil i den anden hånd. De går forbi mig og kigger på mig. Jeg tænker, at de godt kunne være gået udenom hundene - i stedet går jeg ud på kørebanen, for at de kan komme forbi. De vender om, går tilbage til mig og visker: Ham der, er han ikke lidt uhyggelig? Peger på min gemal og fortsætter: Er du bange for ham? Der går et par sekunder inden jeg fatter budskabet. Smiler til dem og siger: Nej, det er min mand. Forklarer dem situationen. De smiler til mig, går tilbage over vejen, slipper hinandens hænder og ligger mobilerne i lommerne.
Jeg står lidt og venter. Bliver blød om hjertet, sikke en omsorg fra så unge piger. Fortæller min mand, at han ser uhyggelig ud! Han svarer: Det var da dem, som var bange....
Nå, ja, måske, men jeg vil nu alligevel have lov til at tro på omsorgen for en alene, gammel kone som mig.
Og lyden, det var en tabt cykel fra en anden bil og der skete heldigvis ingen materiel skade - kun skade på min mands selvopfattelse :-)

fredag den 23. oktober 2009

Læselast

Jeg har en last - nå ja måske flere - men især er jeg vild med bøger. Jeg elsker at læse, at fordybe mig i en historie, trække mig helt ind i en anden verden og bare lade mig føre med i handlingen. Derfor elsker jeg også at eje bøger. Jeg kan ikke gå forbi en boghandel. Må simpelthen bare lige kigge indenfor. Det ender som regel med køb. Nu har jeg så nået mit maks for reolmeter og jeg nænner ganske simpelt ikke at gemme bøger væk på loftet. Derfor er jeg blevet en flittig bruger af biblioteket. Surfer på bibliotekets side over interessante forfattere, emner eller genrer, hvorefter jeg reservere dem, klar til afhentning. Det er en gave. Tænk, at det kan være så nemt at hente det ene læs bøger efter det andet. Og det koster mig ikke en krone. Skønt.
Fagbøger og selvhjælpsbøger kommer også ofte i posen. Det er skønt at følge med i, hvad der sker ude omkring, få råd og vejledning til mit privatliv, mit arbejdsliv og dermed til mine kunder. Men den sjoveste i nyere tid, har jeg lige ædt: Den stensikre vej til fiasko af Hanne Feldthus. En helt igennem skøn og lærerig bog om, hvordan man ikke skal gøre, og så er den skrevet med en meget humoristisk pen. En anbefaling værd og som hun skriver: Læs den før dine kolleger! Bare kom igang.

mandag den 21. september 2009

Mobil hysteri

Nu har medierne - og politiet - igen fokus på alle dem, som taler i håndholdte mobiler mens de kører bil. Og med rette. Det er simpelthen en hurtigt voksende tendens. På trods af, at de fleste mobiler i dag sælges med en lille ledning til at forbinde mobilen med ørerne. Det kan jo være livsfarligt, for alle, at færdes i trafikken sammen med alle dem, som koncentrere sig mere om samtale / sms end om kørsel. Ikke et ord om multi tasking! Er det et spørgsmål om manglende dannelse eller blot personers selvopfattelse - jeg er så vigtig, at alle skal kunne komme i kontakt med mig uanset hvor jeg befinder mig og uanset hvad jeg iøvrigt laver? Lad os indføre flere steder, hvor vi kan få fred. Det er jo allerede bandlyst i biografen, teatret, kirken og på fodboldbanen. Her hos os er det også forbudt ved middagsbordet. Hver ting til sin tid.
Forleden var jeg ved at køre en 7-årig dreng ned i et højresving, fordi han passerede gaden uden at se sig for, mens han gik og sludrede i sin mobil. Dagen forinden så jeg en mandlig cyklist falde ned på stangen, da han både skulle svare sin telefon, styre indkøbsposer og holde balancen. Tror han slog sig, meget. Måske skal fokus udvides til at gælde "håndholdte mobiler hos personer, som er i bevægelse"? Sluk dog mobilen og slap af - nyd samtalen, der hvor den hører hjemme!

søndag den 23. august 2009

En næsten helt almindelig fredag

Så er endnu en helt fantastisk ferie forbi og hverdagen godt igang.
I dag sov jeg for længe - alt for længe. Natten igennem havde min underbevisthed tumlet med at sætte alle mine aktiviteter i system. Det måtte være derfor, jeg sov for længe. Smed min stive krop ud af sengen og direkte ind under bruseren, mens jeg atter engang satte system i tankerne. Morgenmaden blev indtaget over dagens nyheder, pc'en tændt mens kaffen gled ned i store veltilpasse slurke. To artikler blev hurtigt redigeret - skønne tilfredse kunder blev hyldet, mens et par mails blev besvaret og telefonens kimen kvalt. Et interview gennemført, artiklen skrevet og sendt til korrektur inden jeg drejede BMW'en mod Fakta. Da adskillige poser med madvarer var placeret bag køleskabets låge, blev der skurret badeværelse, sat en maskinvask igang og en anden hængt ud på snoren, støvsugeren kørt i stilling og ryddet op i bunker af aviser og andet reklame. Derefter et hurtigt skift til malertøj, tre vinduer slibes ned og males og en væg klargøres til tapet. Da jeg veltilfreds står over kogegryderne for at tilberede et dejligt måltid til familien, kommer mine sønner ind ad døren og manden råber samtidig fra soveværelset, hvor han har tilbragt dagen - med undtagelse af et utal af besøg på toilettet:
- Kan jeg da for f.... ikke snart få lidt ro?!!!!!!
Drengene ser vredt på mig, ryster let på hovedet og forsvinder til første salen med et grynt.
Jeg stiller forsigtigt, meget forsigtigt, tallerkenerne på bordet og beslutter mig for at sove længe i morgen. Meget længe.

tirsdag den 30. juni 2009

Info-diæt og BMI

Bikinitiden er over os. Det betyder - for mange af os - at vi tæller kalorier, fedtprocenter og forsøger at trimme vores krop. Vi faster. Ikke blot for at tilpasse kroppen dette lille stykke beklædning, som vi ifører os i sommervarmen, men også for at tilpasse vores indre forståelse af, at vi får det bedre, når vores BMI tal passer med normen for - i min situation - en kvinde i sin bedste alder.
For mig betyder sommeren også, at jeg medie-faster. Jeg gider ikke fyldes med andre nyheder, end den vejrudsigt, som melder sol og varmegrader over de 25. Jeg gider ikke læse om kriser og fyringer, gider ikke høre om politisk spin eller drivhuseffekter, gider ikke tænke på kommunale budgetter og spareplaner. Jeg vil nyde min ferie i fred og ro, bruge løs af mine sparepenge og drikke mere vin end jeg plejer. Jeg slukker radio og tv, giver avisen til genbrugsstationen og smider mig på terrassen med en god skønlitterær bog og min elskede i-pod i ørerne fyldt med den musik, som jeg holder mest af. Det er jo sommer. Det er frihed.
Min info-diæt gør ikke meget for mit BMI tal, men den gør enorm meget for min indre skønhed og velbefindende.
Rigtig god sommer til jer alle!